Bog: anerkendt selvhjælpsbog til OCD-ramte udgivet på dansk
Posted on nov. 14 in
Psykologi with
1 comment
Tweet
Nogle børn kalder det ’Klister på hjernen’. Som OCD-ramt føler man sig styret af jeg-fremmede tvangstanker og tvangshandlinger. De føles absurde og uvelkomne, og de OCD-ramte kan overvældes af angst og stærkt ubehag, hvis de forsøger at bekæmpe tankerne og handlingerne. Det drejer sig derfor ikke blot om at ’kunne tage sig sammen’, og for pårørende og udenforstående er det svært at forestille sig, hvilke kræfter de OCD-ramte er oppe imod.
Bogen er en selvhjælpsbog med et selvstyret program, der bidrager til at frigøre den OCD-ramte for OCD’ens snærende bånd. Den gennemgår den vigtigste og til dato bedst dokumenterede behandling for OCD, som er kognitiv adfærdsterapi (KAT), og hvornår denne kan være hensigtsmæssig at supplere med medikamental behandling, men kommer også ind på den nyeste form for adfærdsterapi ACT (Acceptance and Commitment Therapy).
Bogen falder i fire dele:
Del 1: Forklaring af OCD, og hvordan lidelsen diagnosticeres.
Del 2: Gennemgang af det sevstyrede program trin for trin.
Del 3: Indføring i forskellige symptomer og former for OCD.
Del 4: Støtte og netværk.
Bogen øger forståelsen af og indsigten i OCD’ens magt. Den gennemgår de grundlæggende former for OCD: kontroladfærd (tjekking), vaske- og rengøringstvang, ordens- og gentagelsestvang, rene tvangstanker, samlemani og skrupuløsitet. Bogen anviser forslag til og eksempler på, hvordan børn og voksne kan tage kampen op mod tankernes og handlingernes tyranni, når den trænger sig på – hvad enten det er hjemme, i skolen eller på arbejdet.
OCD: Guide til at slippe tvangstanker og -handlinger henvender sig primært til personer med OCD, der ønsker at tage kampen op mod OCD’ens snærende bånd. Derudover psykologer og psykiatere, der ikke har speciale i OCD, samt pårørende, der ønsker at vide mere om OCD og støtte den OCD-ramte.
Om forfatterne:
Cherry Pedrick er uddannet sygeplejerske og er forfatter til en lang række bøger om psykiske lidelser
Dr. Bruce M. Hyman er en Florida autoriseret klinisk socialrådgiver og Board Certified Diplomate i Clinical Social Work, der er har en master- og en ph.d.-grad fra Florida State University. Siden 1987 har Dr. Hyman helliget sit arbejde til at forbedre livet for patienter med OCD og deres familiemedlemmer, ud over at fremme større samfundsbevidsthed og forståelse for OCD i USA.
Bogen er oversat fra engelsk efter: The OCD Workbook.
Titel: OCD: Guide til at slippe tvangstanker og -handlinger
Forfattere: Bruce M. Hyman, Cherry Pedrick
Forord af dr. med. Per Hove Thomsen
Forlag/år: Dansk Psykologisk Forlag 2011. Sider: 381.
Kan købes hos Saxo.com
Radioprogram: The Lobotomists. Om det hvide snit.
Posted on nov. 09 in
Biologi, Psykiatri with
Kommentarer slået fra
Tweet
2011 markerer et 75 års jubilæum, som mange helst vil foretrække at glemme: det første hvide snit i USA. Den blev udført af en ambitiøs ung amerikansk neurolog kaldet Walter Freeman. I løbet af hans karriere udførte Freeman omkring 3.000 lobotomier (hvide snit) på voksne og senere også børn. Ofte udførte han 10 procedurer eller mere om dagen. Omkring 40.000 patienter i USA blev lobotomiseret under operationens velmagtsdage – og anslået 17.000 i Storbritannien.
BBCs radioprogram fortæller historien om tre centrale figurer i den mærkelige historie om lobotomi (det hvide snit)- og for første gang undersøges populariteten af lobotomi i England i detaljer.
Historien begynder i 1935 med den portugisiske læge, António Egas Moniz, der var banebrydende med et radikal kirurgisk indgreb i hjernen. Moniz var en bemærkelsesværdig fornem skikkelse, både diplomat og læge, der havde opfundet en teknik, cerebral angiografi, der stadig anvendes. Med meget få beviser, overvejede han, om man kunne skære forbindelsen mellem frontallapperne og resten af hjernen og det vil lindre symptomer på psykisk lidelse. Hans resultater blev grebet med begejstring det følgende år af Freeman, barnebarn af en af USAs mest berømte kirurger. Freeman var en ubarmhjertig selv publicist og formået at overbevise mange om effekten af sin procedure. Freemans promovering af lobotomi som en kur mod psykisk sygdom var medvirkende til at Moniz modtog Nobelprisen i medicin. Operationen blev også adopteret af en af de mest berømte britiske neurokirurg, Sir Wylie McKissock. Ligesom Freeman, rejste han landet rundt og udførte mange lobotomier i enkelte sessioner. Til dette program interviewer Hugh Levinson McKissocks tidligere kolleger i detaljer om, hvordan han udførte flere tusinde lobotomier eller leucotomies som de blev kaldt i Storbritannien.
Operationerne havde succes med at undertrykke forstyrrede patienter, som regel med øjeblikkelig positive resultater, der til tider fortsatte. Freeman hævdede, at dette var bedre end at lade psykisk syge patienter rådne væk i årtier på usle institutioner, ubehandlet og uden opsyn. Men yderligere overvågning af patienterne viste meget blandede resultater. Mens et betydeligt antal patienter med affektive lidelser syntes at blive bedre, var en stor del upåvirket af operationen eller fik det værre. Mange patienter vendt tilbage til en barn-lignende tilstand. En betydelig del døde som et direkte resultat af proceduren.
I 1940′erne, skubbede Freeman på for at udforme en hurtigere og billigere procedure. Han hamrede en issyl (oprindeligt taget fra sit eget køleskab) gennem øvre del af hver øjenhule, direkte ind i kraniet. Han førte issylen fra side til side for at ødelægge forbindelserne til frontallapperne. Andre kirurger blev forfærdet over den tilfældige udførelse af operationen. Han skrev med tilfredshed i sin dagbog, når de deltagende læger endte med opkastning eller besvimelse. Hans nærmeste medhjælper nægtede at deltage. Ved slutningen af 1950′erne var lobotomi vanviddet var forbi og kun ganske få blev fortsat udført i særlige tilfælde. I slutningen af 1960′erne fik Freeman forbud mod at operere.
Historierne om Moniz, Freeman og McKissock – alle kommanderende og dynamiske personager – rejser dybtgående spørgsmål om vores forestillinger om psykisk sundhed og om videnskab. Er en patient “helbredt” bare fordi han bliver dæmpet? Og hvordan kunne det hvide snit blive så populært på trods af de manglende beviser vedrørende dens effektivitet – og den hurtige udbredelse af dokumentation for dets potentiale skade? I hvilken udstrækning er videnskaben uafhængig af stærke personligheder, økonomiske overvejelser og mediepres?
Oversat fra BBCs hjemmeside: The Lobotomists. Radioudsendelsen blev sendt førte gang mandag den 7. november 2011 på BBC 4.
I Danmark fik omkring 4471 danskere i perioden fra 1939 til 1983 foretaget det hvide snit. Jesper Vaczy Kragh udgav i 2010 en omfattende bog om det hvide snits historie i Danmark: Det hvide snit. Psykokirurgi og dansk psykiatri 1922-1983. Bogen er blevet meget rost og indstillet til flere bogpriser.
Om bogen skriver forlaget:
Igennem en lang årrække har Jesper Vaczy Kragh arbejdet med psykiatriens historie i Danmark, herunder ikke mindst de særlige fysiske behandlingsmetoder, som vandt frem i landet i begyndelsen af 1900-tallet. Med Det hvide snit. Psykokirurgi og dansk psykiatri 1922-1983 præsenteres emnet udførligt – og for første gang sammenhængende for et dansk publikum.
Blandt danske psykiatere synes der at have været enighed om at anvende terapier som cardiazolchok, insulinkoma og elektrochok til patienter, der var indlagt på sindssygehospitalerne i 1900-tallet. Beretningerne om behandlingerne veksler mellem historier om mirakuløse helbredelser og svære skadevirkninger, mellem tårnhøje bedringsprocenter og effekter på lig nul. Især i forhold til den sidste af de fysiske behandlingsmetoder – lobotomien eller ”det hvide snit”, fremstår terapiens popularitet overraskende. I erindringsbøger skrevet af datidens psykiatere bliver dette hjernekirurgiske indgreb ofte omtalt, og samtidige artikler fra den lægevidenskabelige litteratur vidner også om en meget udstrakt brug af behandlingen. Der tegner sig hermed et billede af en dansk praksis, som ikke syntes at have haft et tilsvarende omfang andre steder i verden.
For mange danske psykiatere udgjorde ikke blot det hvide snit, men også elektrochok og de øvrige behandlingsmetoder, et vendepunkt i psykiatriens udvikling. Den intrikate forestilling, at disse – af eftertiden så hårdt kritiserede – behandlinger repræsenterede en revolution for flere psykiatere, giver anledning til spørgsmålet: Hvordan indgik lobotomien og andre af de fysiske behandlingsmetoder i det større udviklingsprojekt, som tegnede sig inden for dansk psykiatri i begyndelsen af 1900-tallet?
Debatten om de hvide snit føres stadig, og psykokirurgien er den dag i dag et aktuelt emne mange steder i verden. I lande som USA, Storbritannien, Sverige, Spanien, Italien, Belgien, Kina, Australien og Canada udføres der stadig hjerneoperationer på psykiatriske patienter, men med andre teknikker end da lobotomien var fremme. Det er i den seneste tid ofte blevet fremhævet, at denne nye kirurgi er en disciplin i vækst, og planer om at genindføre psykokirurgien har været fremhævet i flere lande – herunder Danmark. Det har samtidig fået flere til at udtrykke bekymring for en gentagelse af fortidens udstrakte brug af psykokirurgien. Det hvide snit er et væsentligt bidrag til denne diskussion.
Litteratur:
Titel: Det hvide snit. Psykokirurgi og dansk psykiatri 1922-1983
Forfatter: Jesper Vaczy Kragh
Forlag/år: Syddansk Universitetsforlag 2010.
Sideantal: 475