3.10.10 | -af Rasmus

The story continues..

Here.

8.9.06 | -af Rasmus

Japansk engrish

Eftersom Japan m siges af vre det sted i verden hvor der er mest engrish (japanese english) mtte jeg selvflgelig tage billeder af alle de underlige og mrkvrdige skilte jeg faldt over, og det er der nu kommet et mindre galleri ud af som du kan checke ud hvis du da ikke lige har andet at lave..

Engrish i Japan

| -

Tilbage i Kbenhavn

At komme tilbage til Danmark var en lige s surrealistisk oplevelse som det plejede at vre. Bilerne krte som sdvanligt i den gale side af vejen og af en eller anden grund kunne jeg nu pludselig forst alt hvad folk sagde, det var selvflgelig praktisk men ogs temmelig nedslende p en eller anden mde. De frste par uger havde jeg en helt ekstrem lyst til at tage det frste fly til Japan igen og i samme sindsstemning meldte jeg mig endda til et et-rigt japansk kursus som jeg dog allerede er droppet ud af igen. Efter et stykke tid kom sommeren buldrende og min konstante udlngsel blev langsomt dulmet af endelse dage p bryggen, grillaftener p fugtigt grs og tgede ekspeditioner dybt ind i de kbenhavnske ntter.

Jeg er stadig halvt til stede her i dagligdagen og halvt p vej afsted og sdan vil det nok altid vre..

| -

Bangkok

Det var en underlig fornemmelse at vre tilbage i Bangkok. Byen lignede sig selv - stadig liges snavset og kaotisk som sidst jeg forlod den, omend den nu var endnu mere fugtig og svedfremkaldende da regntiden var sat ind for en mneds tid siden. Jeg tog endnu en gang en taxa ind til Siam hvor jeg gik ned af den efterhnden velkendte Soi Kasem San 1. Sidegaden med de osende madboder, taxachaufrerne der altid rbte til n og den gamle mand med det hvide skg som jeg altid kbte frugt hos, og som altid gav mig et par ekstra sm bananer med i posen. Forbi forretningsmndene der spiste deres frokost p den lille restaurant med pad thai til halvtreds baht og ind gennem palmebladene til mit guesthouse, hvor jeg ogs boede sidst jeg var i byen. Pigerne p guesthouset kunne genkende mig, de spurgte hvor jeg havde vret og jeg svarede "Japan". Og s var den ikke lngere.

Jeg gik op og tog et skytrain ud til Claus hvor jeg skulle hente nogle af mine ting, og det slog mig hvor stille der egentlig var omkring mig. Frste gang jeg havde vret i Bangkok var jeg nrmest blevet stresset bare af alle de mennesker der var omkring mig, men efter ti dage i Tokyo fltes Bangkok som en helt anden verden, som om der var lagt en dyne af stilhed hen over det hele og jeg m sige at jeg virkelig nd den stilhed. Udover det s var det rent konomisk ogs en lettelse at vre i Bangkok - hvor jeg i Tokyo nrmest ikke havde haft rd til en pakke nudler, kunne jeg nu igen bestille hvad jeg ville p min yndlings restaurant, velvidende at regningen p intet tidspunkt ville overstige en ti'er.

Tiden i Bangkok gik med at slappe af, f set en masse film, spise god mad og s ellers shoppe tj som man nu skal nr man er i Thailand. Jeg var p weekend marked i yderkanten af byen hvor jeg fik mig et par backpacks, lidt forskellige souvenirs og s en selvflgelig en hulens masse t-shirts. Ind imellem shoppingturene blev der ogs tid til en hel del thai massage, og selvom et par af de gamle massr-damer fik tvet mig lidt rigeligt igennem, s var det rigtig rart for en krop der efterhnden var godt mrket af over fire mneder p farten.

Det var egentlig lidt trist at mtte forlade Bangkok, dels fordi jeg imod alle odds var kommet til at holde en hel del af byen, men selvflgelig ogs fordi jeg vidste at dette her var enden p min rejse og at hverdagen ventede forude. Men p samme tid gldede jeg mig ogs til at komme hjem til den danske sommer, s helt skidt var det nu alligevel ikke.

Det lykkedes mig at f fat i en taxa hvor chauffren for en gangs skyld ikke prvede at snyde mig, og mens jeg sad med mine bare ben p det klistrende brunlige lder bagsde, kiggede jeg ud af vinduet hvor ikke bare Bangkok men hele Thailand og Japan langsomt flimrede forbi mine trtte jne. Jeg vgnede ved lufthavnen, checkede min bagage ind (jeg havde selvflgelig overvgt men det gjorde benbart ikke noget) og lidt efter sad jeg endnu en gang i et bldt sde, i en stor jernfugl der skulle bre mig halvvejs rundt om jorden.

Billeder fra Bangkok

| -

Tokyo

Efter syv timer i alle mulige og umulige sovestillinger, selvflgelig uden meget svn, stoppede bussen klokken seks om morgenen foran Shinjuku station, Tokyos og en af verdens strste tog og undergrundsstationer. Jeg hoppede klatjet ud af bussen, fik min fat i min rygsk og gik ind p stationen hvor jeg snart fandt mig selv stirrende ned af lange gange fyldt med lysende skilte og henvisninger til hvad der virkede som et uendeligt antal perroner. I Tokyo er nogle af undergrundsstationerne s store at man kan g fra den ene station til den anden uden nogensinde at komme op p gadeplan, ligesom der selvflgelig er shoppingcentre og butikker overalt selvom man er flere etager under jorden. Efter et stykke tid fandt jeg lokaltoget til Nakano som er en del af Tokyo der ligger ikke s langt fra centrum, for det var her jeg skulle bo, i et guesthouse som jeg havde booket et par uger i forvejen.

Jeg ankom til Nakano hvor jeg hurtigt fandt mit guesthouse. Klokken var stadig kun syv om morgenen og eftersom kontoret frst bnede klokken ti mtte jeg vente lidt endnu fr jeg kunne checke ind. Det viste sig at der var en ganske god grund til at stedet var et af de billigeste steder man kunne bo i Tokyo, det var nemlig rent ud sagt elendigt. Alting var snavset og ulkkert, kkkenet var nrmest ikke-eksisterende og der l et tykt lag stv og fedt hvorend man kiggede hen. Jeg tnkte "shit, her kan man sgu da ikke bo.." men det kunne man og det skulle jeg, i hvertfald de nste ni dage. Det hele blev ikke bedre af at stedet l cirka ti meter fra jernbanen hvor der krte et tog forbi omkring hvert femtende sekund (jeg talte faktisk en dag), og hver gang der kom et tog krende forbi s rystede alle de otte senge, der i vrigt var presset sammen p alt for lidt plads. N, men det var jo ogs bare et sted at sove tnkte jeg, selvom det nu kun kunne lade sig gre hvis man brugte repropper..

Tokyo er en vanvittig by. Et firetyvetimers neon-cirkus fyldt med uniformerede myrer der myldrer til og fra arbejde, ind og ud mellem hinanden og op og ned i de gigantiske skyskrabere der ligger som et baggrundstppe overalt og giver hele sceneriet et mrkvrdigt blade runner-agtigt look. Man skal se Tokyo mere som en masse sm byer end som n stor, for hver bydel har sit eget udseende og sit eget srprg - Shinjuku er et business-omrde fyldt med neonskilte og trendy restauranter, Shibuya er teenagernes shopping-paradis hvor hvad der var trendy i gr absolut ikke er det i dag, og Harajuku er stedet hvor folk farver deres hr hvidt og klder sig ud i mrkvrdige stuepige-kostumer for derefter at vandre langsomt rundt i gaderne om aftenen. For at blive set, naturligvis. Selvom Tokyo generelt er et utrolig stressende sted at opholde sig i lngere tid af gangen, s er det rent faktisk muligt at finde en lille smule fred i de mange parker der ligger spredt rundt omkring, og som fungerer som en slags ndehuller i det som de fleste ellers oplever som en hjteknologisk myretue med fuld knald p. Jeg prvede at sge mod parkerne s ofte jeg kunne og det lykkedes mig faktisk at finde ro i en enkelt af dem, en park ved navn Hama-Rikyu Gardens som l mellem Shiodomes skyskrabere og Tokyo Bays travle havneomrde.

De frste par dage gik med at finde rundt i byen og s generelt bare g rundt og vre fascineret af alle de indtryk og lyde der omringede mig konstant. Tokyo m vre det sted i verden hvor der er flest udendrs hjtalere og det virker ikke som om der er nogen begrnsninger for hvor hjt man m skrue op, s de fleste steder man gr er der en konstant larm fra folk i forretninger der rber dagens tilbud i kmpe megafoner, skraldebiler der snakker og spiller musik p samme tidspunkt, rulletrapper der taler til n ("dette er en rulletrappe, pas p nr du str af og p..") og politikere der stiller kmpe hjtaler-biler op hvor der nu ellers er plads for at sprede deres budskaber med alt for mange decibel.

Da jeg boede i New Zealand havde jeg taget et thai-madlavningskursus sammen med en japansk pige der hed Sakiyo, og eftersom hun nu var tilbage i Tokyo mdtes jeg med hende og hendes veninde Kozue. Vi gik ud og spiste en del gange og det var ret hyggeligt, de kendte selvflgelig Tokyo rigtig godt s jeg fik en rundtur i nogle af de mere skumle omrder af byen, blandt andet byens red light district, eller soapland, og det var en ganske underholdende oplevelse. Man kunne i hvertfald f lidt af hvert der, det er helt sikkert. Udover det var jeg til nogle receptioner p nogle meget sre kunstudstillinger, blandt andet noget 3d-kunst hvor man fik et par farvede briller p og gik ind i et rum hvor man med det samme fik fornemmelsen af at man var p syre eller et eller andet. Japansk kunst er meget anderledes end noget jeg tidligere har oplevet, men det er helt klart p den fede mde.

Mit indtryk af Tokyo endte med at blive noget delt m jeg nok indrmme. P den ene side er byen ekstremt stressende, alting er presset sammen p alt for lidt plads, der er mennesker omkring n konstant ligegyldig hvor man kigger hen, og det er umuligt at finde ro nogen steder. P den anden side er Tokyo svrt fascinerende, den er som en evighedsske eller et hus med uendelige dre der hver frer til en ny og endnu mere sr scene end den man lige er trdt ud af. En scene som til dels bliver skabt af de underlige omgivelser man hele tiden befinder sig i, men lige s meget af statisterne - japanerne der virker som om de p mange mder tnker fuldkommen omvendt end folk fra den verden jeg kommer fra.

Efter ni lange, fascinerende og oplevelsesrige dage i Tokyo gik turen atter tilbage hovedstaden i smilets land, Thailand.

Billeder fra Tokyo

| -

Kyoto

Bussen krte til en nrliggende togstation hvor jeg skiftede til et lokaltog som tog mig tilbage til Osaka. Efter jeg nu allerede var faret vild i Osaka n gang havde jeg ikke det store besvr med at finde den station hvor toget til Kyoto gik, s jeg hoppede p endnu et bumletog, der efter halvanden time med stop i samtlige sm flkker og landsbyer p vejen endelig ankom til Kyoto. Jeg havde dagen i forvejen surfet lidt p nettet og fundet et hostel som jeg havde booket et par overnatninger p, s nu skulle jeg bare have fundet stedet. Heldigvis havde jeg ogs lige printet et kort over Kyoto ud s for en gangs skyld var jeg rimelig velforeberedt. Jeg gik ud af Kyoto station som i vrigt er temmelig futuristisk designet, den ligner nrmest en blanding mellem en hangar og s kulisserne fra en eller anden science fiction film. Der var en del debat om netop designet da stationen blev opfrt, fordi mange mente at den ikke var i harmoni med resten af Kyoto som er en by med meget gamle bygninger og masser af templer.

Jeg vandrede ned af Kyotos gader og fandt endelig det hostel som jeg skulle bo p, det hed j-hoppers og viste sig hurtigt at vre et rigtig fedt sted. Efter at have boet p et par mildt sagt temmelig drlige hostels bde i Kagoshima og Hiroshima var det virkelig en fed oplevelse at checke ind p j-hoppers. Der var styr p det hele, pnt og rent overalt og s var dem der arbejdede der virkelig flinke og talte alle sammen nsten helt perfekt engelsk. Men Kyoto er ogs en strre, og langt mere turistet by end nogle af de steder jeg havde vret indtil nu s det var mske meget naturligt. Men fedt var det alligevel, og jeg fik hurtigt en underlig fornemmelse af at det her var et rart, midlertidigt hjem.

Hvad der til gengld ikke var s fedt var min hnd, som p det tidspunkt var vokset helt ekstremt og oven i kbet var begyndt at gre ondt og kl helt vildt. Ja det kunne smnd godt vre elefantmandens hnd jeg lige havde lnt der, s hvet var den faktisk. Men det var selvflgelig ogs en god mde at falde i snak med folk p, og der gik ikke lnge fr jeg havde lavet en aftale med en af pigerne der arbejdede p hostel'et om at hun ville guide mig rundt i Kyoto dagen efter og minsandten om jeg ikke ogs blev inviteret med ud og drikke fadl om aftenen af de gutter jeg boede p vrelse med.

Nste morgen mdtes jeg med min hostel-guide som ogs hed Reina (udtales Leina), vi lejede et par cykler og s trillede vi ellers ud i Kyoto. Selvom jeg var lidt halvtrt efter aftenens mange genstande gik det hurtigt op for mig at Kyoto er en vildt fed by. Kyoto er mest kendt for sine mange templer, og s var den i vrigt ogs engang for mange r siden Japans hovedstad, indtil den blev flyttet til Tokyo. Kyoto er omkranset af bjerge s man skal ikke cykle mere end et kvarters tid fr man har bevget sig fra byens travle og larmende business-centrum til de mest fredfyldte og natursknne templer og haver man kan forestille sig. Og derfra er der igen ikke langt til bjergene og de omkringliggende skove hvor man kan bruge dage p at vandre rundt i naturen og stilheden. Det er de kontraster der giver n fornemmelsen af at byen har det hele, og Kyoto er helt sikkert en by som man kan bruge mneder for ikke at sige r p at opleve og udforske.

Jeg kunne godt se at to dage i Kyoto var alt for lidt, s jeg skrev til min nste wwoof-vrt i Nagoya og aflyste mit besg der, s jeg nu havde omkring fem dage i Kyoto. Jeg gjorde det selvflgelig fordi jeg gerne ville blive lngere i Kyoto, men jeg m indrmme at jeg p det tidspunkt ogs var ved at blive lidt trt af at vre deltids-landmand, s tanken om at tage endnu en tur langt ud p landet for s alligevel kun at kunne arbejde der i to dage, var efterhnden ikke ligefrem super-tiltalende. S mine mudrede gummistvler rg endelig i skralderen, mine dage som wwoofer var forbi for denne omgang og nu var der kun storbyerne tilbage.

De nste par dage gik med at se en masse templer, g p lokale markeder og s spise usandsynlig meget sushi, da der lige ved siden af hostel'et l en sushi-train restaurant hvor hver tallerken kostede hundrede yen (fem kroner). Udover det hang jeg lidt ud med Reina som nr hun havde fri viste mig rundt i byen og tog mig til alle hendes favorit-templer og japanske haver. En dag da vi kom cyklende nede ved floden lykkedes det mig rent faktisk at f en flagermus i hovedet s jeg var lige ved at falde af cyklen og ned i floden, men jeg klarede den heldigvis lige. S med bde bistik og flagermuse-lussinger kan man vist ikke sige at jeg ligefrem var dyrernes ven i den uge..

Efter fem rigtig gode dage i Kyoto var det p tide at komme videre, for forude ventede min sidste og strste destination. Omkring klokken elleve om aftenen steg jeg p en natbus, som syv stive timer senere gerne skulle ankomme til Japans hovedstad og allerstrste by, Tokyo.

Billeder fra Kyoto

| -

Ashiya

Bussen krte gennem Shikokus bjerge, over broen fra Shikoku til Honshu hvorefter vi kom til byen Wakayama. Det viste sig snart at Wakayama var bygget p en masse sm er, for det virkede som om vi udelukkende krte p broer gennem hele byen. Wakayama ligger et pnt stykke fra Osaka men de to byer er s store at de efterhnden har opslugt hinanden s det var ikke rigtig til at se hvornr den ene by stoppede og den anden begyndte. Efter tre timer kom vi endelig til Osaka station hvor jeg straks blev overvldet af hvor mange mennesker der var overalt. Det lykkedes mig selvflgelig at tage med det forkerte tog men efter et par ture frem og tilbage var jeg endelig p Ashiya station.

Jeg tog min mobil frem og ringede til mine nste wwoof-vrter. De virkede meget forvirrede over at jeg var i Ashiya, p trods af at jeg havde emailet med dem et par dage i forvejen. Efter en halv times venten trillede en gul bil med et stort klistermrke der forestillede en bi p bagruden ind foran stationen, og en lille mand med kasket og knaldgule briller trdte ud. Det var Boss Roccou, som var honning-farmer og som jeg skulle arbejde for de nste par dage. "Kald mig Boss" sagde han p halvgebrokkent engelsk da vi trdte ind p den lokale restaurant og bestilte et solidt japansk mltid med et par tilhrende kolde Asahi's, som senere blev til en hel kande varm sake. Halvberuset satte jeg mig igen ind i den lille gule bil og vi krte gennem Ashiya som benbart er lidt af et japansk Beverly Hills, det er her alle de store baseball-stjerner og skuespillere bor og det var da ogs nogle temmelig prangende villaer der skd op rundt omkring os overalt. Boss boede p den anden side af Ashiya som ikke er helt s velhavende og efter en halv times tid stoppede vi ved et lille to-etagers lejlighedskompleks lidt udenfor byen hvor jeg skulle bo. Jeg blev vist rundt i lejligheden, fik redt en seng op og s tog Boss ellers hjem til sit eget hus.

Nste morgen kom Boss og hentede mig og vi krte et stykke mod bjergene indtil vi kom til et lille skovomrde. Her havde han sine bistader og det var her jeg skulle arbejde. Jeg blev introduceret for hans sn samt snnens to venner der egentlig var elektrikere men som ogs hjalp til med bistaderne nr der var brug for det. Det regnede lidt s vi satte os under et par parasoller i skoven og begyndte at snakke, og det var ret underholdende for det viste sig at bde Boss, hans sn og deres venner var nogle totalt drengerve. De fyrede den ene rverhistorie af efter den anden og jeg fik efterhnden indtrykket af at de vist ikke ligefrem var dem der arbejdede hrdest men var mere interesseret i at ryge joints og fede den af s tit de kunne. Hvilket der selvflgelig ikke er noget galt i. Efter et par timer holdt regnen op s vi gik i gang med at grave nogle render tt p bistaderne hvor vi s til sidst plantede nogle solsikkeplanter i. Og det var s det eneste arbejde jeg lavede i Ashya..

Til frokost gik vi ud og spiste p en restaurant, om aftenen gik vi ud og spiste sushi, og eftersom det regnede den nste dag, arbejdede vi ikke men sad i stedet og s lidt film og hyggede og s tog vi ellers ud og spiste igen om aftenen. Det var rimelig chillern m jeg nok sige. Igen virkede det som om jeg var havnet hos nogle mennesker der mest af alt var med i wwoof fordi de synes det var fedt at f besg af folk fra hele verden og det var selvflgelig helt perfekt for mig. Og s var mine vrter alts lidt nogle spjse typer, foruden Boss der med sine gule briller, sit gr hr og sin topmave var lidt af en personlighed, s viste hans kone sig at vre bde sanger og standup-komiker. Jeg fattede selvflgelig ingenting af hendes jokes da de var p japansk, men der var alligevel et eller andet meget humoristisk over hele familien syntes jeg.

Foruden at vre elektriker og hjlpe til med bistaderne havde Boss's sn ogs et bi-job (haha) som bi-terapeut eller med andre ord, han var akupunktr med bier. Det havde jeg godt nok aldrig hrt om fr men det havde benbart taget ham omkring fem r at blive uddannet, han havde behandlet en masse kendte japanske sportsstjerner og s skulle det efter sigende have en helt fantastisk effekt. S eftersom jeg stadig havde havde ondt i min ene hnd efter alle de kartofler og sukkerrr jeg havde slbt, skulle jeg selvflgelig prve en omgang bi-akupunktur. Det skulle senere vise sig at vre en rigtig drlig id..

Jeg blev godt nok lidt svedt da jeg s den lille plastik-beholder fyldt med summende bier som jeg af en eller anden grund havde sagt ja til frivilligt at blive stukket af, men jeg tnkte at efter fem rs uddannelse s mtte han da have styr p det og s gik behandlingen ellers i gang. Den frste bi blev hevet op med en pincet, brodden blev pillet ud og bien blev kvast med fingrene. Herefter blev brodden frt hen over min hnd og jeg blev stukket de steder hvor jeg havde ondt. Ligesom normal akupunktur, bare med brodden fra en bi. "Jamen, er der ikke stadig gift i brodden?" spurgte jeg bekymret. "Jojo, men det er god gift" fik jeg at vide. God gift.. hhhmm okay, s siger vi det. Jeg var lidt m i hnden efter behandlingen men Boss fortalte mig at det normalt gik over dagen efter s jeg tnkte ikke s meget over det og s tog vi igen ud og spiste.

Dagen efter var det desvrre allerede p tide at komme videre. Jeg havde besluttet mig for at tage et par dage i Kyoto, for det skulle vre et af de steder i Japan som man bare m se, s jeg kunne desvrre ikke blive i Ashya mere end et par dage. Vi gik hen til busstoppestedet, jeg fik sagt farvel tik Boss og hoppede p bussen der skulle tage mig til Osaka hvor jeg s skulle finde et tog til Kyoto. Jeg smed min bagage ind p bagsdet af bussen, vinkede farvel til Boss og kiggede s ned p min hnd der var helt rd, havde store bistik over alt og s ud som om den bare blev ved og ved med at hve..

Billeder fra Ashiya

| -

Awaikeda

I Hiroshima hoppede jeg p endnu et Shinkansen, der med ekspress-fart tog mig til Okayama. I Okayama skiftede jeg til et lokaltog som i skildpadde-tempo bumlede afsted indtil det efter et par timer ankom til den lille by Awaikeda p en Shikoku. Jeg havde egentlig regnet med at Awaikeda l i nrheden af Okayama som ligger p en Honshu, men i stedet var jeg nu p Shikoku hvilket jo egentlig var underordnet. I vrigt var der utrolig smukt p Shikoku, under togturen krte vi over sm frodige er, gennem utallige tuneller og hele tiden med kilometerhje grnne bjerge overalt omkring os. Jeg steg af toget, stillede mig ud foran stationen og ventede, og lidt efter trillede en stor hvid minivan af mrket Nissan hen imod mig.

Ud steg en lille mrkhret kvinde i en bl pullover, hun rakte mig hnden og bd mig velkommen til Awaikeda, jeg smed min rygsk ind p bagsdet og vi krte mod hendes hus. Det var Mariko (meget almindeligt navn i Japan i vrigt), som jeg skulle bo hos den nste uges tid, og hun boede i et lille hus p en bakketop med den vildeste udsigt ud over hele Awaikeda by. Hendes mand boede underligt nok i et andet hus nede i byen hvor han arbejdede som tandlge. Marikos forsikrede mig om at det skam ikke var fordi der var noget galt med deres forhold, og de s da ogs normalt hinanden dagligt, men de havde det benbart bedst med at bo i hvert deres hus. Okay, lidt specielt forhold, kunne jeg ikke lade vre med at tnke. Men Mariko viste sig at vre vildt flink, hendes engelsk var ganske udemrket og hendes hus var i det hele taget rigtig fedt. Jeg fik min egen lille private hytte som l lidt vk fra huset, den var s lille at jeg kun absolut lige kunne vre i den, men den var ogs kun beregnet til at sove i s det var helt fint.

Der skulle jo selvflgelig ogs arbejdes og eftersom Mariko ikke var landmand var det mest af alt havearbejde jeg skulle hjlpe til med. Den frste dag legede jeg havearkitekt, jeg fik rettet en temmelig skv sten-gangsti op til en pn kurve og fik lagt rullegrs ud over det hele s det endte med at se rigtig nydeligt ud. De flgende dage regnede det, s jeg lavede ikke det helt store - underviste lidt i hvordan man bruger et digitalt kamera, flkkede en hurtig hjemmeside sammen og s videre. Efter vejret var blevet en smule bedre tog vi ud og hentede noget brnde i en skov, brugte en hel dag op at save det i smstykker med en motorsav og tog s ud og spiste noget sushi bagefter. Det virkede egentlig ikke som om Mariko havde specielt meget arbejde at lave, jeg tror egentlig mest at hun var medlem af wwoof fordi hun godt kunne lidt at mde nye mennesker, og hun fortalte mig faktisk ogs p et tidspunkt hvordan hendes liv havde ndret sig til det mere positive efter hun var blevet wwoof-vrt.

En af dagene kom der et par veninder p besg til middag, s jeg lavede lige et par pizzaer med alt godt fra det lokale supermarked og det var hele selskabet vildt imponerede over. Japanske mnd er vist generelt ikke s gode til at lave mad, s de var ved at tabe kben da jeg kkt serverede en nummer syv med ekstra ost og en hawai-pizza ala Japan for dem. Et par dage efter kom en af venindernes datter p besg s jeg tryllede lige et par pizzaer frem igen, og s blev der ellers hevet l og shoju (som er en slags japansk spiritus brygget p hvede) frem til den helt store guldmedalje. Jeg ved ikke lige hvad Mariko og hendes veninde havde gang i, for lige pludselig var de trtte og skulle sove selvom klokken kun var ni, og s sad jeg der, i kkkenet med en ikke specielt attraktiv japansk pige og en fire-liters dunk med japansk spiritus foran mig. Det var sgu lidt akavet..

Efter endnu et par gode middage, et par besg p forskellige sushi-restauranter og en sightseeing-tur rundt omkring i de nrliggende bjerge var det atter tid til at komme videre. Jeg blev krt til det nrmeste busstoppested, fik sagt farvel til Mariko, fik sludret lidt med et par ldre japanske damer og lidt efter kom bussen. Nste destination var Ashiya, en lille by ikke s langt fra Japans andenstrste by, Osaka.

Billeder fra Awaikeda

| -

Hiroshima

Efter to uger i Ajimu blev jeg tidligt om morgenen krt til stationen, fik sagt farvel og var nu atter en gang p vej videre, til en ny by hvor nye oplevelser ventede. Jeg havde fet lavet en hjemmelavet tog-plan med tider og navne p de stationer hvor jeg skulle skifte, men det viste sig bare at planen ikke rigtig holdt s jeg mtte have fat i tog-konduktren og igen brilliere med mit s absolut fattige japanske. Efter at have krt med fem forskellige tog i over syv timer ankom jeg endelig til Hiroshima, hvor jeg skulle vre i en uges tid og lave alt andet end at arbejde..

Selvom Hiroshima er en by p strrelse med Kbenhavn fik jeg alligevel et mindre chok over hvor mange mennesker der var, det var lidt af en forandring efter at have boet s lang tid p bh-landet som jeg indtil videre have gjort. Men det var fedt at vre i en storby igen og jeg begyndte allerede at glde mig til at kunne tage et varmt bad igen, f vasket tj og alle de smting jeg var begyndt at savne i Ajimu. Jeg hoppede af toget, og skulle s tage en bus til byens eneste hostel. Nu skal det s lige nvnes at det er PNT anderledes at tage bussen i Japan - for det frste gr man ind af bagdren, s trkker man en billet som har et nummer og s kigger man p en lystavle som hnger oppe ved chauffren, hvor man hele tiden kan flge med i hvor meget ns billet er steget i pris. Nr man s skal af, gr man ud af fordren, og her er der s tre forskellige automater, en veksel-automat, en automat til buskort og s et lille transportbnd med lys i hvor man putter ens billet i sammen med det belb i mnter som ens billet er lbet op i. Eftersom alle skilte p automaterne selvflgelig kun er p japansk lykkedes det mig at fucke totalt op de frste fire gange jeg krte med bussen, s bussen mtte stoppe, chauffren mtte hive vekslepenge frem og hver gang stod der en hale af japanere og trippede bagved mig..

Mit hostel var nogenlunde liges (u)hyggeligt som det jeg havde boet p i Kagoshima, det vil sige en stor beton-blok med adskilte sektioner for mnd og kvinder, et forbud mod at opholde sig p hostel'et i dagtimerne og en lukketid der l omkring klokken elleve om aftenen. Jeg flte mig lidt som en lille dreng der var p spejderlejr med alle de regler og restriktioner, men heldigvis var personalet rigtig flinke og s havde stedet et mini-onsen som det var alt for vildt at ligge og flyde rundt nr man kom trt hjem fra byen.

Nr man siger navnet Hiroshima tnker folk nok frst og fremmest p den skbnesvangre dag i August hvor omkring hundredefyrretusinde blev brndt ihjel p nogle f sekunder, da en atombombe for frste gang i verdenshistorien blev brugt mod et civilt ml. Og Hiroshima er da ogs en by hvor man konstant bliver mindet om denne tragedie, der er monumenter, statuer og museer overalt og i dag er Hiroshima en by der er dedikeret til fred p jorden og en global afskaffelse af atomvben. Jeg besgte Hiroshimas Peace Memorial Museum og det var en meget strk oplevelse som gav mig et helt andet andet syn p slutningen af anden verdenskrig. Jeg kendte selvflgelig de historiske facts p forhnd, men at opleve hndelsen i filmklip, fotografier og specielt tegninger fra de overlevende var noget helt andet. Samme dag som jeg havde besgt freds-museet var der ved et tilflde et foredrag p vores hostel med en af de f nulevende personer der havde overlevet atombomben. Det var en ldre mand p omkring de halvfems der med hjlp fra en overstter fortalte om hvordan han selv havde oplevet at g igennem Hiroshimas gader lige efter bomben var sprunget. Jeg vil spare jer for detaljerne i hans fortlling for det var simpelthen noget af det mest forfrdelige jeg nogensinde har hrt i mit liv.

Eftersom det var Golden Week (som svarer lidt til vores pskeferie) da jeg var i Hiroshima var der masser af mennesker i byen, p gaderne og ikke mindst til den baseball-kamp som jeg havde besluttet mig for at tage ind og se. Baseball er Japans nationalsport s det skulle selvflgelig opleves, og det var da ogs lidt af en oplevelse - der var alt ligefra et trompet-orkester, koordinerede slagsange og til sidst en masse-affyring af hylende balloner. Folk morede sig helt sikkert, men det hele virkede underligt organiseret al, "nu synger og hepper vi lidt og s er det det andet holds tur" og s videre. Men mske er det bare sdan man gr i Japan.

En af de sidste dage tog jeg ud til en lille der ligger lidt udenfor Hiroshima, en der hedder Miya-jima og som er en fyldt med templer, hellige steder og gamle japanske landsbyer. Det var tget den dag men jeg valgte alligevel at tage en lille svvebane helt op til toppen af en, selvom jeg godt vidste at der ikke var nogen udsigt deroppe. Efter at have vandret af sm stier i en halv times tid begyndte der langsomt at trde flere og flere sm templer ud af tgen og jeg fornemmede at jeg mtte nrme mig toppen af bjerget. Jeg havde en fornemmelse af at vre i en anden tid, naturen var vild og uspoleret og gang p gang kunne jeg hre en klokke fra et tempel eller en prst der sang bnner i det fjerne. Da jeg endelig nede toppen, gik jeg ind imellem et par store sten, kom til en ben plads og blev budt velkommen af.. en sodavandsautomat.

Efter en uges tid i Hiroshima var det p tide at komme videre, s jeg pakkede endnu en gang min rygsk og kbte en billet til en lille by omkring Okayama, en lille by ved navn Awaikeda.

Billeder fra Hiroshima

| -

Ajimu - Poohs Hill

Efter en rigtig lang tur i sende regnvejr henover nogle gevaldig hje bjerge rullede bussen endelig ind p busstationen i byen Beppu. Beppu er en rimelig stor by som mest af alt er kendt for at den ligger i et omrde med meget hj termisk aktivitet, det vil sige at der er rigtig mange varmekilder og dermed ogs masser af onsens i og omkring byen. Jeg gik ind p stationen og s til min store overraskelse at der var flere udlndinge, noget jeg ikke havde set i rigtig lang tid. Jeg fandt hurtigt ud af at der var et par timer til min nste bus gik s jeg lste min rygsk inde i et bagage-skab og gik lidt rundt og gloede p forretninger indtil det lykkedes min mave at styre min underbevi